Købt for 134 millioner: Nu er Everton-flop skiftet til syvendebedste række
Oumar Niasse fik ikke den karriere hos Everton, som hverken han eller klubben havde drømt om, da han i vinteren 2016 blev købt for 134 millioner kroner.
Hans tid på Goodison Park kom til en ende, da han af klubbens daværende manager, Ronald Koeman, fik at vide, han skulle finde sig en anden klub.
Beskeden kom efter, at Niasse inden da ikke var blevet tildelt noget trøjenummer forud for 2016/17-sæsonen.
– Hvis Niasse kan lide at spille fodbold, bliver han nødt til at forlade Everton, lød det således fra Koeman.
Det lykkedes ikke at finde en klub til Niasse i tide, så han blev hængende. Reelt var hans Everton-karriere dog forbi. To måneder senere blev han rykket ned på U23-mandskabet og sidenhen lejet ud til Hull.
I den forgangne sæson tørnede han ud for Morecambe i League One, der er Englands tredjebedste række, og her blev det til et enkelt mål i 10 kampe.
Opholdet blev ikke forlænget, og siden udgangen af juni i år har den i dag 33-årige Niasse derfor vandret klubløs rundt.
Men nu er der sket noget.
Han er nemlig blevet hentet på en fri transfer af Macclesfield, der ligger i Northern Premier League, hvilket er Englands syvendebedste række.
Det bekræfter Macclesfield på sin hjemmeside.
– Macclesfield er glade for at kunne skrive kontrakt med den tidligere Everton- og Hull-angriber Oumar Niasse på en kortvarig aftale.
– Niasse råder over en rig erfaring, og han vil være i stand til at kunne bidrage med sin ekspertise fra mere end 50 optrædener på højeste niveau.
– Den tidligere senegalesiske landsholdsspiller udgør en reel trussel med sin fart og styrke og tilføjer virkelig kvalitet til Alex Bruces trup, skriver klubben på sin hjemmeside.
TOPHISTORIER LIGE NU