Power Ranking: Her er de stærkeste nationer til EM 2024
Hvis EM-slutrunden skulle spilles lige nu, vil Danmark have meget svært ved at nå langt.
Det afspejler sig i den rangering af de 21 kvalificerede landes aktuelle styrkeforhold, som vi lavet herunder.
Kasper Hjulmands tropper er ikke kommet særlig godt gennem kvalifikationen til EM, og det er tydeligt, at der er en del lande, som lige nu fremstår en del stærkere end Danmark.
Og hvem er så favorit til at løbe med det hele? Det kan du også blive klogere på ved at læse videre i denne artikel.
På nuværende tidspunkt er der 21 lande, der er kvalificeret til slutrunden. De sidste tre nationer findes først i foråret 2024.
21. Slovenien
Kampen i Parken mod Danmark viste tydeligt, at Slovenien ikke er noget særlig godt landshold. Meget er bundet op på, at Jan Oblak leverer mirakler i målet, og at Benjamin Sesko kan komme frem til en chance eller to, som han kan score på. Slovenien ligner lige nu det svageste af de kvalificerede lande.
20. Slovakiet
Milan Skriniar og Stanislav Lobotka er to af de slovakiske spillere, som spiller på store adresser og som skal løfte landsholdet. Kvalifikationen var ganske god, men der er også et begrænset niveau på mange af spillerne. Det vil være overraskende, hvis de går videre fra gruppen.
19. Serbien
Der er nogle gode spillere på det serbiske landshold, men tingene har ikke spillet, hvilket egentlig er ærgerligt. Flere af holdets profiler som Sergej Milinkovic-Savic og Aleksandar Mitrovic er nu taget til Saudi Arabien for at spille, og måske er det med at til sænke niveauet for dem.
18. Tjekkiet
Sluttede foran Polen, men efter Albanien, i sin gruppe, og kvalifikationen blev først sikret i den sidste kamp. Det er ikke noget voldsomt stærkt tjekkisk landshold, hvor den store profil er Tomas Soucek.
17. Albanien
Vandt sin gruppe, men det var blot med 15 point i otte kampe. Albanien scorede kun 12 gange, men der blev kun indkasseret fire mål, og det vidner om et hold, som kender sine styrker og svagheder. Det er dog også et stort set profilløst landshold, som vil overraske, hvis de går videre.
16. Skotland
Scott McTominay er blevet personificeret ved det her landshold. Manchester United-spilleren er blevet enormt målfarlig på landsholdet, som sendte Norge ud af kvalifikationen. Det er et begrænset landshold, men det er et, som man kan slå sig på. Skotland er ikke en drømmemodstander for nogen.
15. Schweiz
Manuel Akanji, Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri. Navnene på det schweiziske landshold fejler ikke noget, men kvalifikationen var ikke god, og der er ikke den sædvanlige optimisme omkring Schweiz, som har været ved foregående slutrunder.
14. Rumænien
Vandt sin kvalifikationsgruppe foran Schweiz, og det bliver interessant at se det rumænske landshold til EM, for det er ikke de mest kendte spillere, der pryder holdet. Der er en god blanding af rutinerede og unge talenter på holdet, som kan blive et ubehageligt kendskab for enhver modstander. Det er ikke sprudlende, men det er effektivt.
13. Danmark
Kvalifikationen til EM var alt andet end overbevisende af det danske landshold, som var havnet i en historisk nem pulje, hvor der blev givet odds 1,10 på en dansk kvalifikation efter lodtrækningen. Der er kvalitet i den danske trup, men det er ikke kommet til udtryk gennem et langt stykke tid, og derfor kan det ikke blive til mere end en 13. plads.
12. Italien
Den direkte kvalifikation til EM var lige ved at glippe for Italien, som har været en landsholdsmæssig krise siden EM-guldet i 2021, men et kig på holdkortet viser, at der er masser af potentiale til at blive bedre. Luciano Spalletti har nogle travle måneder foran sig inden EM.
11. Tyskland
Julian Nagelsmann har noget af et arbejde foran sig for at få det tyske landshold til at præstere på hjemmebane næste sommer. Træningskampene har vist et landshold, der er et stykke fra de bedste europæiske nationer, men der er så meget individuel kvalitet i holdet, at Tyskland godt kan ende med at komme langt.
10. Kroatien
Den gamle garde hos Kroatien er ved at blive udfaset, men Luka Modric er stadig med. Nu er det spillere som Josko Gvardiol og Lovro Majer, som er ved at tage over, og det tårnhøje niveau fra VM i 2018 er væk, og kvalifikationen var ikke imponerende.
9. Østrig
Ralf Rangnick, ja ham fra Manchester United, har sat et rigtig godt landshold sammen. Spillede en rigtig god kvalifikation og viste netop klassen i en træningskamp mod Tyskland. Holdet har individuel klasse med spillere som Marcel Sabitzer, David Alaba og Konrad Laimer, men det er først og fremmest kollektivet, som kan føre Østrig langt.
8. Ungarn
Kvalifikationen har været rigtig god for Ungarn, som har fået samlet en god gruppe af spillere, hvor Liverpool-profilen Dominik Szoboszlai står ud som den største spiller på landsholdet. Bredden på holdet er ikke imponerende, men det er et effektivt hold, som gennem kvalifikationen har spillet god fodbold.
7. Tyrkiet
Der har før været store forventninger til et tyrkisk landshold til en slutrunde, og det bliver der også næste år. Gruppevinder foran Kroatien og Wales, og for nylig slog Tyrkiet værtsnationen Tyskland i en træningskamp. Der er mange unge og spændende spillere på holdet, men spørgsmålet bliver, om de har hovedet til at stå for det pres, der vil komme fra det fodboldgale land.
6. Holland
Virgil van Dijk, Cody Gakpo og Xavi Simons er nogle af profilerne på det hollandske mandskab, som ikke længere har stjernenavne på de fleste positioner. Det ser dog ikke ud til at hæmme spillet. Snarere tværtimod, og det hollandske landshold kan blive en farlig outsider.
5. Belgien
Den gyldne generation er ved at være fortid, men Belgien har stadig Romelu Lukaku, som brager bolde i kassen. Til EM vil Kevin De Bruyne forhåbentlig også være i fulde omdrejninger, og det er en stor gevinst. Nye talenter som Luis Openda og Arthur Theate er på vej ind på holdet, og det bliver spændende at følge Belgien, men defensiven kan mangle kvalitet.
4. Spanien
Spanien har ikke helt de samme verdensklassespillere, som der engang var på landsholdet, men det er et velfungerende hold, og det ser ud til at fungere rigtig godt. Profiler som Rodri og Alvaro Morata kan være med til at bringe det spanske landshold langt, men det er først og fremmest kollektivet, som skal fortsætte med at fungere.
3. England
Is it ever coming home? Det spørgsmål kan man godt stille sig selv, for England har i nogle år efterhånden haft et rigtig godt landshold, men det synes ikke helt at spille med Gareth Southgate som landstræner. Med Harry Kane, Jude Bellingham og Declan Rice er basen på holdet utrolig stærk, men der er spørgsmål ved defensiven og målmanden.
2. Portugal
Portugal vandt alle ti kvalifikationskampe med en målscore på 32-2, hvilket i sig selv er meget imponerende, og holdet er virkelig stærkt med navne som Bernardo Silva, Ruben Dias og Bruno Fernandes. Læg dertil Cristiano Ronaldo og João Félix og så har man en potentiel EM-vinder. Portugal
1. Frankrig
Verdens stærkeste landshold lige nu er formentlig det franske, som har rigtig mange spillere med tårnhøjt niveau. Kylian Mbappé stikker ud, men også Antoine Griezmann, Eduardo Camavinga og William Saliba er med til at løfte det franske landshold op som aktuel EM-favorit. Det er også et rutineret og sammentømret landshold, som Didier Deschamps råder over.