Medie: Tottenham udelukker danskerkøb i januar
Tottenham er kommet godt fra land i indeværende Premier League-sæson.
Danske Johan Lange, der er blevet ansat som klubbens tekniske direktør, går sit første transfervindue i møde med forpligtelser for Tottenham.
Og her har klubben været sat i forbindelse med danske Victor Nelsson fra Galatasaray. Det lader dog ikke til, at Spurs går efter den 25-årige danske midtstopper til januar. Sådan lyder meldingen fra mediet Football Insider.
Nelsson skulle ellers angiveligt have en frikøbsklausul, der kan aktiveres til januar, som skulle lyde på 26 millioner pund, svarende til 222 millioner kroner.
Derudover er flere defensive transferemner også på blokken, og her nævner mediet spillere som Borussia Mönchengladbachs Ko Itakura og Club América Sebastian Cacéres.
I stedet jagter klubben en ny angriber, idet Richarlison ikke har formået at overbevise klubbens nye manager, Ange Postecoglou. Det er blevet til to scoringer i 11 kampe for brasilianeren, som torsdag er blevet opereret.
Postecoglou kan dog glæde sig over, at Heung-min Son atter har fundet målnæsen frem. Sydkoreaneren står noteret for otte mål i 10 Premier League-kampe, og kun Erling Haaland har med sine 11 mål scoret flere gange.
Nelsson, der har kontrakt med Galatasaray frem til sommeren 2026, har spillet 94 kampe for den tyrkiske storklub siden skiftet fra F.C. København for to somre siden.