Utilfreds Maguire tager bladet fra munden
116 minutter er det blevet til for Harry Maguire i Premier League denne sæson, der har været i gang i to måneder.
Det er utilfredsstillende for den engelske forsvarsspiller, som alligevel er udtaget til landsholdet, og han udtrykker nu et ønske om at gøre noget ved tingene, hvis det ikke ændrer sig i Manchester United.
– Ja, selvfølgelig. Jeg kommer ikke til at sidde her hele mit liv og spille én gang hver måned, og hvis det fortsætter, er jeg sikker på, at klubben og jeg skal have en snak om tingene, fortæller han ifølge Sky Sports.
– Helt ærligt er jeg fuldt fokuseret på to vigtige kampe for England. Derefter er jeg fuldt fokuseret på at kæmpe og forsøge at få min plads hos Manchester United og hjælpe klubben opad i tabellen, hvor vi hører hjemme.
I morgen spiller England en venskabskamp mod Australien, inden det på tirsdag gælder en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Italien.
Her vil det ikke overraske, hvis Maguire får en startplads, for det fik han i Englands seneste EM-kvalifikationskamp mod Ukraine, og generelt lader han til at have Gareth Southgates tillid, selvom han ikke spiller kampe regelmæssigt for Manchester United.
I sommerens transfervindue forsøgte West Ham at købe ham, men det skifte blev ikke til noget, og nu er han i stedet reduceret til reserve på Erik ten Hags mandskab.
TOPHISTORIER LIGE NU
1. Banebrydende VAR-nyhed kan være på vej
2. Her er de fem flotteste Premier League-trøjer
3. Vanvittig kupon: McTominay sikrede dansker stor gevinst