Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

FC København drillede Bayern München - men tabte alligevel

03.10.2023 Kl. 20:54
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

FC København leverede en god præstation på hjemmebane i Champions League, men måtte alligevel gå fra banen uden point. 

Mod mægtige Bayern München leverede det danske mesterhold en flot præstation og undervejs lurede sensationen, men det blev i sidste ende til et nederlag på 2-1. 

Jacob Neestrup havde indstillet sit mandskab godt til mødet med Harry Kane, Leroy Sané og de øvrige Bayern München-stjerner, der stort set ikke spillede sig til en chance i første halvleg. 

Til gengæld var FC København heller ikke særlig farlige den anden vej, selvom der i flere situationer var muligheder for at slå til på et kontraangreb. 

Presset på bagkæden hos foran Kamil Grabara var blevet større fra starten af anden halvleg, hvor boldene også blev smidt lidt hurtigere væk, men pludselig sagde det klik for hjemmeholdet. 

En godt spillende Diogo Goncalves erobrede bolden på midten og sendte en præcis aflevering op til Mohamed Elyounoussi, som gav Viktor Claesson en god chance. Afslutningen fra svenskeren blev blokeret, men Lukas Lerager fulgte op og sendte et udsolgt Parken i ekstase med sin scoring. 

Scoringen fik sikkert Thomas Tuchel til at rive sig i sit sparsomme hår, men ti minutter senere fik Bayern München en vej tilbage i kampen takket været en enestående scoring af driblekongen Jamal Musiala, som med et skud fra kanten af feltet udplacerede Kamil Grabara. 

FC København var dog slet ikke slået ud, og få minutter senere fik Mohamed Elyounoussi en stor chance midt i feltet, men nordmanden hamrede bolden forbi mål. 
 
Et stort resultat lurede, men indskiftede Valdemar Lund fik en uheldig hovedrolle, da han blev den lille i en duel med Thomas Müller, som spillede chancen endnu større ved at trille bolden til Mathys Tel, som bragede bolden i det tomme mål syv minutter før tid. 
 
I slutminutterne fik FC København en kæmpe chance, men Sven Ulreich leverede en pragtredning. Dermed endte Valdemar Lunds fejl med at koste et point. 
 
Efter de første to runder i gruppespillet fører Bayern München gruppen med seks point, mens Galatasaray har fire point. FC København har ét point, mens Manchester United ligger sidst.
 
FC Københavns næste opgave i Champions League er på udebane mod Manchester United den 24. oktober. 

Annonce