Chelsea-bét: Balotelli vil blive i Milan
Chelsea har haft massive angrebsproblemer i indeværende sæson, hvor hverken Samuel Eto'o, Fernando Torres eller Demba Ba for alvor har ramt formen, og manager Jose Mourinho har allerede udmeldt, at man med sikkerhed henter en ny angriber til sommer.
Favoritterne til den post hedder i øjeblikket Diego Costa og Mario Balotelli, men skal man tro sidstnævntes agent kan Balotelli nu streges af listen. Således meddeler den kontroversielle agent Mino Raiola, at Balotelli forbliver AC Milan-spiller efter sommerferien trods holdets store krise.
– Den eneste stemme, der tæller i denne sammenhæng, er spillerens, forklarede han til italienske Sky Sport 24.
– Galliani (AC Milan-præsident, red) fortalte mig, at han ikke er til salg, og det gør os meget glade, for min klient vil blive i klubben. Mellem nu og den 31. august vil der være mange rygter om hans fremtid, men det er ikke noget problem for os, afsluttede Raiola.
Mario Balotelli har i indeværende sæson kvitteret med 18 mål i 39 kampe for AC Milan, der har haft en særdeles skuffende sæson.