Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Øjner VM: Chelsea-spiller overvejer at skifte nationalitet
Callum Hudson-Odoi overvejer at skifte fra engelsk til ghanesisk landsholdsfodbold forud for VM i Qatar. Det skriver Nizaar Kinsella, der er Chelsea-korrespondent hos GOAL.
Hudson-Odoi har i de senere år haft problemer med at spille sig på det engelske landshold under Gareth Southgate, hvor han samtidig ikke ønsker at stille op for U21-landsholdet.
Den 21-årige offensivspiller har spillet tre kampe for det engelske landshold, men en FIFA-regelændring fra september 2020 betyder, at hvis en spiller med maksimalt tre optrædener har spillet alle tre kampe inden sin 21 års fødselsdag, kan spilleren skifte nation, hvis vedkommende er berettiget til dette.
I den forbindelse er Hudson-Odoi berettiget til at spille for Ghana, da han gennem sin far har en ghanesisk nationalitet.
Ghana sikrede sig kvalifikationen til VM d. 29. marts, efter at Nigeria blev besejret over to opgør.
– I sidste ende vil jeg vente, indtil tiden kommer, har Hudson-Odoi tidligere sagt ved tanken om at skifte landshold.
Ifølge Nizaar Kinsella er Hudson-Odoi i dialog med det ghanesiske fodboldforbund.
Annonce