Hazard afslører: Jeg kunne have skiftet til disse Premier League-klubber
Hvis – eller når – Eden Hazard skifter til Real Madrid denne sommer, vil han uden tvivl blive husket som en af de største spillere til at betræde Stamford Bridge nogensinde.
Men han kunne ligeså godt have skrevet historie for et andet Premier League-mandskab, for tilbuddene var mange, da han forlod Lille i 2012.
– Jeg havde chancen for at skifte til Manchester United, Manchester City og Tottenham, men jeg traf den rigtige beslutning, fortæller Hazard til The Guardian.
– Jeg snakkede med ejeren, Roman Abramovich, Didier Drogba og Joe Cole, og de fortalte mig alle, at dette var den bedste klub.
Derfor faldt valget på Chelsea, og derfor ville valget aldrig kunne falde på en anden Premier League-klub i fremtiden, sværger Hazard.
– Der er ingen chance for, at jeg kunne spille for en anden Premier League-klub. I am a Blue. Det betyder meget for mig, og jeg kan ikke spille for en anden klub i dette land.