Medie: Everton spørger ind til landsholdskaptajn
Ragnar Klavan har spillet samtlige minutter for Augsburg i den forgangne sæson, og forsvarsspilleren havde stor andel i klubbens flotte sæson, som endte med en imponerende femteplads.
Den estiske landsholdskaptajn skiftede til Augsburg i 2012 fra AZ Alkmaar, og den 29-årige midtstopper har været en sikker mand i de bagerste geledder.
Klavans flotte præstationer har tiltrukket Roberto Martinez’ interesse, som er på udkig efter forsvarsspillere, efter Sylvain Distin og Antolin Alcaraz forlod klubben på en fri transfer fornylig.
Ifølge Kicker har Merseyside-klubben rettet blikket mod Klavan, og hvis man skal tro den tyske avis, så har Everton lavet en forespørgsel til Augsburg.
Augsburg kan se frem til Europa League-fodbold i næste sæson, og derfor kan den tyske klub være svær at friste, men The Toffees er klar til at teste tyskernes standhaftighed.