Ronaldo forklarer udvandring før tid: "Jeg følte mig provokeret"
Cristiano Ronaldo er i vælten i disse dage, og det skyldes, at den portugisiske verdensstjerne har afgivet et interview til ‘Piers Morgan: Uncensored’, der er lagt ud i små bidder, men som onsdag og torsdag er udkommet i sine fulde versioner.
Her lægger portugiseren ikke skjul på sin skuffelse og frustration over den seneste tid hos Manchester United, der bestemt ikke er gået, som hverken han eller klubben havde håbet.
En af de ting, Ronaldo har tillagt som en dårlig vane i denne sæson, er at udvandre før tid, hvis han ikke er blevet skiftet ind før slutfløjt.
Og det fortæller han nu om.
– Piers (Morgan, red.), jeg vil være ærlig med dig. Det er noget jeg fortryder, at jeg forlod stadion (mod Tottenham, red.). Men på samme tid følte jeg mig provokeret af træneren.
– Det er ikke tilladt for en træner at sætte mig ind i tre minutter i en kamp. Beklager, men jeg er ikke den slags spiller. Jeg ved, hvad jeg kan bidrage med.
Kampen mod Tottenham var ikke den første, hvor Ronaldo besluttede sig for at udvandre før tid. Det skete også i forbindelse med sommerens sidste træningskamp mod spanske Rayo Vallecano.
– Jeg og otte andre spillere (forlod kampen tidligt, red.), men de nævnte kun mit navn. Alle andre gjorde det. Sidste år gjorde mange spillere det samme. I det opgør er der otte spillere, der gør det samme, men de taler kun om det sorte får, som er mig. Det forstår jeg til fulde. Sket er sket. Jeg undskyldte til træneren, og for mig er det kapitel lukket, siger Ronaldo i interviewet.