Marcelo Bielsa på ønskelisten hos Premier League-klub
Legendariske Marcelo Bielsa spøger igen i Premier League.
Det seneste ophold i Englands bedste række endte utvivlsomt ulykkeligt for den 67-årige argentiner, da han i februar i år blev afskediget af Leeds, som han efterlod på en 16.-plads.
Det kan Bielsa dog rette op på, for ifølge The Athletic er argentineren på blokken hos Bournemouth, der i øjeblikket står uden permanent træner, efter at Scott Parker blev fyret tilbage i august. Det skete efter en 0-9-lussing til Liverpool.
Siden da har Gary O'Neil været træner på en midlertidig basis, og det ventes ikke, at stillingen omsættes til en permanent en af slagsen. Det til trods for, at O'Neil har klaret det noget bedre end Parker med sine tre sejre og fire uafgjorte i de seneste 11 kampe.
Bielsa er en af de mest respekterede trænernavne i fodboldverdenen. Argentineren har stået i spidsen for klubber som Athletic Bilbao og Marseille, mens han også har været landstræner hos Argentina og Chile.
Bournemouth ligger aktuelt nummer 17 i Premier League, og man er et enkelt point over nedrykningsstregen. Det ville være dermed være en stor bedrift for klubben at få lokket Bielsa til, akkurat som det også var det for Leeds i sin tid.