Kombineret XI: Manchester City - Arsenal
Manchester City og Arsenal mødes i aften i et brag af en kamp, og i den anledning har vi lavet en startopstilling bestående af de bedste spillere fra de to hold.
Spillerne er valgt ud fra deres præstationer i ugerne op til suspenderingen af Premier League.
Målmand: Ederson (Manchester City)
Bernd Leno har gjort det fornuftigt i Arsenal, men Ederson har bare været et niveau over tyskeren, og der er ingen tvivl om, at han skal have pladsen i buret.
Højreback: Kyle Walker (Manchester City)
Englænderen har haft en skidt sæson og kommer kun med på holdet, da hverken Joao Cancelo eller Hector Bellerin har spillet nok til at være kandidater.
Midterforsvarer: Fernandinho (Manchester City)
Er oprindeligt midtbanespiller, men Fernandinho har ofte hjulpet til i det centrale forsvar – med stor succes. Han får derfor den ene plads i det centrale forsvar.
Midterforsvarer: Shkodran Mustafi (Arsenal)
Her kan man for alvor tale om, at en plads er billigt til salg. Tyskeren har således måttet lægge øre til meget kritik i Arsenal-tiden, men han gjorde det faktisk ganske godt, inden sæsonen blev suspenderet. Samtidig har hverken Luiz, Stones eller Otamendi imponeret, mens Laporte har været skadet, hvilket giver Mustafi en plads på holdet.
Venstreback: Bukayo Saka (Arsenal)
Endnu en spiller der sniger sig med i manglen af bedre alternativer. Hverken Mendy eller Zinchenko har således toppet, mens Kieran Tierney har været meget skadet. Saka har derimod præsteret ganske fornuftigt og får en plads.
Defensiv midtbanespiller: Rodri (Manchester City)
Der er ingen tvivl om, at Rodri skal have pladsen, da Arsenal ikke har nogen spillere, der har kunnet hamle op med spanieren.
Central midtbanespiller: Kevin De Bruyne (Manchester City)
Måske den mest sikre plads på hele holdet. Belgieren har haft en fremragende sæson og skal selvfølgelig have en plads.
Central midtbanespiller: Bernardo Silva (Manchester City)
Der er ikke just hård konkurrence fra Arsenals midtbanespillere, så endnu en Manchester City-spiller får en plads. Portugiseren har endnu engang haft en flot sæson og får pladsen for næsen af Ilkay Gündogan og David Silva.
Højrekant: Riyad Mahrez (Manchester City)
Kampen stod mellem Mahrez og Sterling, men det bliver algerieren, der får pladsen. Med syv mål og otte assists har han været blandt ligaens farligste spillere i denne sæson, og han har i den grad vundet Guardiolas tillid, hvilket blandt andet kom til udtryk mod Real Madrid i Champions League, hvor han spillede samtlige minutter.
Venstrekant: Pierre-Emerick Aubameyang (Arsenal)
Aubameyang har været Arsenals bedste spiller i denne sæson og i perioder en enmandshær. Han skal selvfølgelig have en plads på holdet.
Angriber: Sergio Agüero (Manchester City)
Argentineren har igen, igen scoret mål på samlebånd for Manchester City, og det kan slet ikke diskuteres, om han skal være med her.