Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

STOR SÆSONOPTAKT: Liverpool

06.08.2019 Kl. 10:00
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Sidste sæson: 

Liverpool vil utvivlsomt se tilbage på 2018/19-sæsonen med et gigantisk smil på læberne. Nuvel, Manchester City endte godt nok med at snuppe det engelske mesterskab for næsen af the Reds, men med 97 point og blot et enkelt nederlag kunne Liverpool ikke have leveret meget bedre i Premier League. 

Derudover formåede Jürgen Klopps tropper at stryge hele vejen til tops i Champions League efter sejr over blandt andre Paris SG, Bayern München, FC Barcelona og Tottenham. De fik dermed revanche efter nederlaget i finalen året forinden mod Real Madrid, og sejren på Wanda Metropolitano gjorde for alvor sæsonen til en yderst succesfuld en af slagsen. 

Præstationerne i de to pokalturneringer var ikke prangende, men da de ikke havde førsteprioritet hos Klopp & Co., er det næppe noget, som spillerne ligger søvnløse over. 

Pre-season: 

Tranmere Rovers – Liverpool 0-6
Bradford City – Liverpool 1-3 
Dortmund – Liverpool 3-2
Sevilla – Liverpool 2-1
Sporting – Liverpool 2-2
Liverpool – Napoli 0-3
Liverpool – Lyon 3-1

Målscorere: Rhian Brewster – 4 mål, Divock Origi – 3 mål, James Milner – 2 mål, Harry Wilson – 2 mål, Roberto Firmino – 1 mål, Georginio Wijnaldum – 1 mål, Nathaniel Clyne – 1 mål, Curtis Jones – 1 mål, Bobby Duncan – 1 mål

Transferaktivitet: 

Ind: 

Sepp van den Berg, PEC Zwolle – £1,7 millioner 

Harvey Elliott, Fulham – Ukendt 

Adrián – Fri transfer 

Ud: 

Danny Ings, Southampton – £19,98 millioner 

Simon Mignolet, Club Brügge – £6,30 millioner

Alberto Moreno, Villareal – Fri transfer 

Marko Grujic, Hertha Berlin – Lejeaftale

Ben Woodburn, Oxford United – Lejeaftale

Sheyi Ojo, Rangers – Lejeaftale

Daniel Sturridge – Fritstillet 

Ádám Bogdán – Fritstillet 

Connor Randall – Fritstillet

Sæsonens første fem kampe:

9. august: Liverpool vs Norwich 

17. august: Southampton vs Liverpool

24. august: Liverpool vs Arsenal 

31. august: Burnley vs Liverpool 

14. september: Liverpool vs Newcastle 

Styrker: 

I 2017/18-sæsonen var Liverpool kendetegnet ved at have en sprudlende offensiv, mens defensiven samtidig lod meget tilbage at ønske. Det ændrede sig dog halvvejs inde i sæsonen med Virgil van Dijks ankomst, og i sidste sæson viste Liverpool sig for alvor som et hold med styr på defensiven.

Blot 22 gange måtte de pille bolden ud af eget net, og den stærke defensiv var stærkt medvirkende til holdets store succes. Samtidig formåede the Reds at holde fast i den sprudlende offensiv, og da sæsonen var slut, kunne både Mohamed Salah og Sadio Mané lade sig hylde som Premier League-topscorere, mens Liverpool sammenlagt nåede op på hele 89 mål i ligaen. 

Udover evnen til både at stå stærkt i defensiven og kværne modstanderne i offensiven er de to backs, Andrew Robertson og Trent Alexander-Arnold, også et af Liverpools farligste våben. I sidste sæson nåede de op på henholdsvis 11 og 12 assists i Premier League, hvilket var på linje med offensivspillere som Leroy Sané, Christian Eriksen og Raheem Sterling.

Man kan selvfølgelig heller ikke komme uden om Liverpools forrygende presspil, når man snakker om holdets styrker. Presspillet er afgørende for Jürgen Klopps måde at spille på, og tyskeren har i den grad fået holdet til at arbejde som en kollektiv enhed uden primadonnanykker, hvilket står i skarp kontrast til f.eks. ærkerivalerne fra Manchester United, hvor en Paul Pogba fylder mere uden for banen end inde på den. 

Svagheder: 

Det er umiddelbart svært at pege på de helt store svagheder på Liverpools hold. Med Alissons og van Dijks ankomst er de to største problemer blevet adresseret, og i sidste sæson lignede Liverpool ofte et komplet hold. Bredden i offensiven er dog ikke prangende, og det er en smule overraskende, at Jürgen Klopp ikke har hentet en spiller ind til en af de offensive pladser. 

Tyskeren har flere gange gjort det klart, at Liverpool ikke er i stand til at bruge store summer på nye spillere år efter år, men faktum er, at Daniel Sturridge har forladt klubben, mens ingen nye angribere er kommet til. Klopp skal dermed sætte sin lid til spillere som Divock Origi og Rhian Brewster, hvis Salah & Co. har brug for en pause, og med al respekt for Origis præstationer i slutningen af sæsonen så er han ikke en angriber, som skræmmer forsvarsspillerne i Premier League. 

Til sammenligning råder Manchester City over en lang perlerække af offensivspillere, og den manglende bredde kan muligvis blive et problem for Liverpool. 

Holdets tre profiler: 

Alisson Becker:

Der var store forventninger til Alisson, da han sidste sommer skiftede til Liverpool, og brasilianeren har fra dag ét leveret varen i den røde trøje. Den tidligere Roma-målmand diskede op med flere store redninger, og han formåede at vinde den gyldne handske i både Premier League, Champions League og Copa America. Vil et fodboldhold have succes, kræver det en solid målmand, og det må man sige, at Liverpool har. 

Virgil van Dijk: 

Hollænderen har siden ankomsten i januar 2018 udviklet sig enormt, og han er lige nu et godt bud på en Ballon d'Or-vinder, hvilket langt fra er hverdagskost for en forsvarsspiller. Som tidligere nævnt har Liverpool endelig fået styr på defensiven, hvilket de i den grad kan takke van Dijk for. Den brølstærke hollænder blev i sidste sæson kåret til årets spiller i Premier League, og kan han fortsætte de takter, bliver det igen meget svært at score mod Liverpool. 

Mohamed Salah: 

Salah tog Premier League med storm, da han i sin debutsæson hamrede 32 mål ind, og der var derfor enorme forventninger til ham i sidste sæson. Her nåede han ikke op på det helt samme niveau, men med 22 mål formåede han igen at stryge til tops på topscorerlisten, mens det også blev til mål i Champions League-finalen mod Tottenham. Egypteren vil i den kommende sæson igen blive afgørende for Liverpool, og med 27 år på bagen har han mange gode sæsoner tilbage. 

Han kan få sit gennembrud: 

Naby Keïta: 

Midtbanespilleren blev hentet til Liverpool for et stort beløb, men en kombination af skader og sløje præstationer gjorde, at Keïtas debutsæson endte som lidt af en fuser. I perioder viste han dog prøver på sit store talent, og formår han at holde sig skadesfri, kan han blive en stor profil for the Reds i den kommende sæson. Man ser ofte, at spillere lige skal vænne sig til Premier League. Det har Keïta nu gjort, og vejen er dermed banet for en succesfuld sæson. 

Holdets bedste XI: 

4-3-3: Alisson, Alexander-Arnold, Gomez, van Dijk, Robertson, Henderson, Fabinho, Wijnaldum, Salah, Firmino, Mané 

Annonce