Solskjær sætter deadline: Alle uønskede spillere skal være solgt inden dette tidspunkt
Senest næste sommer skal al dødvægten i Manchester United-truppen være borte, har Ole Gunnar Solskjær meddelt klubledelsen – og vi kigger selvfølgelig på dig, Alexis Sanchez….
Manchester Evening News erfarer, at nordmanden allerede nu har planer for næste sommers transfervindue, og i samme ombæring har han fortalt klubbens vicebestyrelsesformand, Ed Woodward, hvilke spillere som ikke er en del af langtidsplanlægningen.
Ander Herrera og Antonio Valencia forlader med sikkerhed klubben denne sommer, mens Matteo Darmian og Marcos Rojo skulle være mulige exits. Derudover forsøger klubben at finde en køber til Alexis Sanchez, mens Romelu Lukaku kan få grønt lys til at forlade klubben.
Ashley Young tager den kommende sæson med, men forventes at forlade klubben efter næste sommertransfervindue, mens spillere som Nemanja Matic skal imponere på grønsværen for at få en kontraktforlængelse.
Phil Jones og Chris Smalling skal også til at træde i karakter, hvis de vil sikre sig en fremtid på Old Trafford, for Axel Tuanzebe forventes at få en fremtrædende rolle på førsteholdet næste sæson.