Kombineret XI: Liverpool - Manchester United
De seneste dage har der været stor forventingsglæde til lørdagens Premier League-opgør mellem Liverpool og Manchester United på Anfield. Efter en landskampspause er Premier League tilbage, og der er vel ikke en bedre måde at komme igang på end at starte runden med det største opgør i engelsk fodbold?
Som optakt til opgøret har vi forsøgt at lave det bedste kombinerede hold ud fra spillernes form i denne sæson – og kun spillere, som er til rådighed til opgøret, er i spil til vores startopstilling.
Det er med til at udelukke spillere som Zlatan Ibrahimovic, Adam Lallana, Sadio Mané og Marouane Fellaini – derimod skulle Phil Jones og muligvis Michael Carrick blive klar til at spille storkampen.
Målmand: David De Gea (Manchester United)
Der er ikke så stor tvivl om, hvem der skal vogte målet. Den spanske landsholdsmålmand har igen i denne sæson vist, hvorfor han er en af verdens allerbedste på sin position.
Højre back: Antonio Valencia (Manchester United)
Det fysiske pragteksemplar fra Ecuador er også selvskrevet på højre back, hvor han hører til blandt Premier Leagues bedste på sin position. Liverpool har været hårdt ramt af en skade til Nathaniel Clyne.
Midterforsvarer: Eric Bailly (Manchester United)
Den ivorianske landsholdsspiller har taget taktstokken i midterforsvaret hos Manchester United, og han er medvirkende til, at De Røde Djævle har holdt rent bur i seks ud af syv ligakampe.
Midterforsvarer: Phil Jones (Manchester United)
Englænderen har fået en plads i midterforsvaret ved siden af Eric Bailly, og han har imponeret i denne sæson, hvor han også har været med til kun at lukke to mål ind i denne sæson.
Venstre back: Alberto Moreno (Liverpool)
Den spanske forsvarsspiller har fået chancen på venstre back hos Liverpool, og han har gjort det hæderligt for Jürgen Klopps mandskab. Hos Manchester United har både Daley Blind og Ashley Young fået tre kampe som venstre back, mens Matteo Darmian har spillet én kamp fra start på position. Den store udskiftnign givet Moreno pladsen.
Central midtbanespiller: Nemanja Matic (Manchester United)
Manchester United har gjort en formidabel transfer, da de hentede serberen i Chelsea. Han har fra dag ét vist sit værd på den centrale midtbane for José Mourinhos mandskab, hvor hans tilstedeværelse har givet mere frihed til Paul Pogba og Marouane Fellaini i det offensive spil.
Central midtbanespiller: Philippe Coutinho (Liverpool)
Den brasilianske landsholdsspiller har blot spillet tre kampe i Premier League for Liverpool, men har vist sig vital for Jürgen Klopps mandskab ved at bidrage med to mål og en assist.
Højre kant: Mohamed Salah (Liverpool)
Sommerindkøbet fra Roma har vist sig som en god tilføjelse til Liverpool-truppen, og han har allerede bidraget med fire mål og to assists for Merseyside-klubben.
Offensiv midtbanespiller: Henrikh Mkhitaryan (Manchester United)
Armeneren har været godt spillende for De Røde Djævle i denne sæson, hvor han har scoret ét mål og leveret fem assists for Manchester United.
Venstre kant: Marcus Rashford (Manchester United)
19-årige Rashford har formået at holde Anthony Martial væk fra startopstillingen i Premier League, hvor englænderen derimod har spillet samtlige kampe. Han har markeret sig ved to mål og tre assists.
Angriber: Romelu Lukaku (Manchester United)
Den belgiske landsholdsspiller, som Manchester United hentede i Everton i løbet af sommerens transfervindue, er topscorer i Premier League med syv scoringer efter de første syv runder. Han er selvskrevet på holdet.