Bolasies alvorlige knæskade: Skal opereres endnu en gang
Det var noget af en dårlig nyhed, Everton startede året med, da det stod klart, at en slem korsbåndsskade holder Yannick Bolasie ude hele 2017.
Den tidligere Palace-stjerne pådrog sig en alvorlig skade på det forreste korsbånd i det ene knæ i en kamp mod Manchester United i december 2016, og den er så slem, at han nu må opereres for anden gang.
Ronald Koeman fortæller dog, at det hele tiden var planlagt, at Bolasie skal opereres igen, da den første operation var i menisken og ikke korsbånden. Dette skal nu udbedres i starten af marts.
Forklaringen er ifølge Koeman, at de blev nødt til at vente på, at knæet igen var klar til en operation efter den første.
Manageren vil ikke sætte en comeback-dato på offensivspilleren, da det afhænger af den genoptræning, han skal igennem. En korsbåndsskade af den slags, Bolasie har pådraget sig, tager dog som regel minimum ni måneder, før en spiller kan spille fodbold på topplan igen.