Big Sam afviser fankritik
Meget skal gå galt, hvis West Ham skal ende med at rykke ned, idet London-mandskabet sidder fem point over nedrykningsstregen, og det med blot to kampe tilbage at spille.
Holdet er dog inde i en skrækkelig stime, og tabte senest 1-0 til nedrykningsrivalerne fra West Brom, og i dette opgør markerede West Ham-tilhængerne sin klare utilfredshed med Big Sam, som man klandrer for at spille for defensivt og afventende.
Sam Allardyce vil dog ikke lytte til fansenes kritik, og beskriver den som ren nonsens.
– Det er ren nonsens. Deres reaktion kommer, fordi vi ikke har vundet i fire kampe, meddelte han til Sky Sports.
– Da vi rejste til Chelsea, hvor fansene var meget, meget glade, baserede vi spillet på en velstruktureret defensiv organisation, og med lidt eller ingen fodbold overhovedet. Men fansene så det stadig som en fantastisk præstation.
– Du kan ikke forvente at åbne op mod Chelsea, for så taber du med fire, fem eller seks mål. Vi spiller for at vinde, og hvis vi ikke spiller for at vinde, spiller vi for ikke at tabe, afsluttede den kontroversielle West Ham-manager.
Holdets to resterende kampe byder på en hjemmekamp mod Tottenham, inden man slutter på Etihad Stadium mod Manchester City.