Chelsea blander sig i Lallana-jagt
25-årige Adam Lallana har haft to fremragende sæsoner, siden Southampton for snart to år siden spillede sig op i Premier League, og dette er ikke gået ubemærket hen hos topklubberne i ligaen.
Således har de forsvarende Manchester United angiveligt optrappet jagten på landsholdsspilleren, men nu kan de risikere at møde konkurrence i kampen om den teknisk begavede offensivspiller. Daily Star melder nemlig her til aften blandt andre, at Chelsea gør klar til at snyde United i kampen om Lallana, der senest scorede i weekenden, da Southampton tabte på White Hart Lane til Tottenham.
Jose Mourinho skulle angiveligt søge endnu en arbejdsom offensivspiller til sin trup, og med det engelske pas in mente skulle Lallana være en spidskandidat til denne position, når transfervinduet igen åbner.
Lallana er på nuværende tidspunkt den yngste anfører i Premier League med sine blot 25 år, og han har tidligere på måneden erklæret, at han ønsker at blive hos barndomsklubben Southampton, som han gerne vil spille i Champions League.