Medie: United overvejer Moyes-fyring
Manchester United har langt fra haft nogen nem debutsæson med David Moyes ved roret, og efter skottens første ni måneder i klubben, har flere af klubbens egne fans nu angiveligt også vendt sig imod den 50-årige skotte, der sidste sommer blev kapret som afløser for den afgående legende, Sir Alex Ferguson, der i sin sidste sæson hentede mesterskabet til klubben i suveræn stil.
Samme succes har dog ikke overgået Moyes, der i øjeblikket er igang med at præstere klubbens dårligste sæson nogensinde i Premier League-regi, og kvartfinalepladsen i Champions League er en ringe trøst for de forsvarende mestre, der blot har spillet biroller i de tre nationale turninger, heriblandt Premier League, hvor klubben er placeret på en skuffende og atypisk syvendeplads.
Af disse grund meddeler velinformerede Goal.com nu, at United er begyndt at kigge på alternativer til David Moyes, der måske allerede kan være færdig i klubben til sommer, til trods for, at han stadig har fem år tilbage af sin kontrakt. Mediet melder endvidere, at ejerne og bestyrelsen ikke skulle være tilfreds med skottens måde at spendere sine midler hidtil, idet klubben allerede har brugt £60 millioner på Marouane Fellaini og Juan Mata, samt underskrevet en rekordkontrakt med profilen Wayne Rooney, og dette ikke har givet pote indtil videre.
Derudover skulle der også gå flere rygter om, at spillertruppen har vendt sig mod Moyes, og at specielt den aldrende og rutinerede kerne skulle være særdeles utilfreds med skottens træningsmetoder, der ofte foregår uden bold. Goal.com fortæller afsluttende, at spillertruppen skulle være så utilfreds med Moyes, og hans manglende lederskab og visioner, at de skulle være klar til at gå til bestyrelsen, for at kræve ham fyret.
50-årige David Moyes har i sin managerkarriere aldrig vundet et trofæ, og var forinden ansættelsen hos Manchester United, ansat hos midterklubben Everton, hvor han tilbragte elleve år.