Ikke kun Agüero: Endnu en City-profil kan stoppe til sommer
To af de spillere, der har tegnet Manchester City gennem de seneste mange sæsoner, kan være færdige i klubben efter denne sæson.
Det er allerede blevet meldt ud, at Sergio Agüero ikke får sin kontrakt forlænget og derfor stopper i klubben til sommer, og det samme kan meget vel blive tilfældet for Fernandinho.
Således skriver The Athletic, at den 35-årige brasilianer, som også har kontraktudløb til sommer, ikke er i kontakt med klubben vedrørende en forlængelse.
Ydermere er der spillere i Manchester City, der tror, at Fernandinho er i gang med sin sidste sæson hos Pep Guardiolas mandskab, hvor han er anfører.
Midtbanespilleren, som særligt de seneste måneder har vist, at han fortsat har et højt niveau, siges at have flere tilbud på hånden – heriblandt fra Atletico Paranaense, som var hans første klub i Brasilien.
Fernandinho har spillet i Manchester City siden sommeren 2013, hvor han kom fra Shakhtar Donetsk.