KLUMME: Chelsea-profil er tilbage som en af verdens bedste
N’Golo Kanté er tilbage.
Den sympatiske lille franskmand har i de seneste uger vist, at man igen skal regne ham som en af verdens absolut bedste midtbanespillere. Se bare kampen mod Atlético Madrid onsdag aften. Han dominerede den midtbane. Nej, hele banen.
Hvad skyldes den opblomstring så?
Først og fremmest er han blevet fit for fight. Gennem mere end et år blev han igen og igen ramt af mindre skader, og han nåede aldrig at komme i topform, inden han igen blev skadet.
Dernæst er det nok næsten lige så væsentligt, at han nu er tilbage i den rolle, hvor han befinder sig bedst. Som en af to centrale midtbanespillere.
Det var sådan, at han slog igennem i Leicester, og det var sådan, han storspillede i sine første sæsoner hos Chelsea, inden Maurizio Sarri pludselig mente, at han skulle spille i en mere fremskudt rolle. Det samme forsøgte Frank Lampard ofte, og det passede tydeligvis ikke Kanté optimalt.
Med Thomas Tuchel som manager har Kanté fået flere defensive arbejdsopgaver, mens han fortsat har frihed til at bevæge sig rundt på banen for at erobre bolde.
Onsdagens kamp mod Atlético Madrid viste, hvorfor Kanté er så god, og at han kan bidrage i begge ender af banen.
To nøgleafleveringer. Fire gennemførte driblinger. 13 erobringer.
Nok har Chelsea-midtbanen fungeret godt med Jorginho og Mateo Kovacic, men når Kanté spiller i stedet for en af dem, stiger kvaliteten og Chelsea bliver et mere dynamisk hold.
For Kanté er en af verdens bedste midtbanespillere.