Lampard står for dagens træning i Chelsea
Det er endnu ikke meldt officielt ud, at Frank Lampard skal være Chelsea-manager resten af sæsonen, men det er dét, som alle meldingerne går på, og allerede i dag vil han blive præsenteret i rollen.
London Evening Standard beretter, at Lampard senere i dag vil stå på træningsbanen for første gang efter at være blevet udpeget som midlertidig manager, og der vil også være et pressemøde, hvor englænderen bliver præsenteret.
Det hele er gået ganske hurtigt, for det var først onsdag formiddag, at de første meldinger gik på, at Chelsea havde taget kontakt til Lampard, og onsdag aften var det hele faldet på plads ifølge The Athletic.
LÆS OGSÅ: Chelsea har kontaktet Antonio Conte
Nu skal Lampard begynde at forberede Chelsea-spillerne til weekendens opgør mod Wolverhampton i Premier League, inden der i næste uge venter den første kvartfinale mod Real Madrid i Champions League.
Den spanske kongeklub ligner en ordentlig mundfuld for Chelsea, for onsdag aften vandt Real Madrid med hele 4-0 mod Barcelona og sikrede sig en plads i pokalfinalen.