Fra top fire-udfordrer til nedrykningskandidat: Det er en klub i forfald
Dette er en klumme
Hvad pokker er der lige gået galt?
Det har jeg været nødt til at spørge mig selv om flere gange, og jeg er nok ikke den eneste. For hvad er der dog sket i Leicester, der er gået fra at kæmpe med om en placering i top fire til nu at være fedtet ind i nedrykningskampen.
Lad os lige starte med at se på, hvad der fik Leicester til at blive en top fire-udfordrer.
2019/20-sæsonen: 5. plads – fire point fra fjerdepladsen
2020/21-sæsonen: 5. plads – ét point fra fjerdepladsen
I begge sæsoner sluttede Leicester skidt af med flere nederlag, og særligt 2020/21-sæsonen må have gjort ondt, for her smed klubben selv en placering i top fire væk.
Derefter er det bare gået nedad bakke for The Foxes.
LÆS OGSÅ: Arsenal henter polsk landsholdsspiller
I sidste sæson blev klubben kun nummer otte – hele 19 point efter Tottenham på fjerdepladsen, og nu ser det endnu værre ud. For i skrivende stund er Leicester nummer 14 med blot 17 point i 19 kampe.
Det pointgennemsnit skal forbedres, for ellers kan det sagtens ende i en nedrykning, og lige nu står Leicester i en situation, hvor de seneste fire kampe er blevet tabt – endda mod to af oprykkerne.
Brendan Rodgers har stået i spidsen for klubben siden starten af 2019, og nordireren har derfor været med, da det både er gået rigtig godt og nu, hvor det går rigtig dårligt. Han var i stand til at udvikle på Leicesters spil i de første sæsoner, hvor klubben spillede underholdende og boldbesiddende fodbold.
Nu er situationen en anden. Leicester har ikke længere en defineret spillestil, og især defensiven har nu sprunget læk. Målene hagler ind.
Hvis man tager et kig på den seneste startopstilling mod Nottingham Forest, forstår man godt hvorfor.
LÆS OGSÅ: Manchester City i dialog med stjerne
Danny Ward på mål har ikke Premier League-niveau og har slet ikke formået at løfte den tunge arv efter Kasper Schmeichel. Forsvaret med Timothy Castagne, Daniel Amartey, Wout Faes og Luke Thomas er også langt fra, og hvad klubben tidligere har kunne præstere i bagkæden.
Et kig længere fremme på banen viser også, at Marc Albrighton stadig spiller, mens Jamie Vardy også er fast mand. Den 36-årige angriber har mistet sin magi, og Albrighton holder heller ikke niveau længere.
Og dér har vi problemet for Leicester.
Klubben har simpelthen handlet alt for ringe ind, når stjerner som Riyad Mahrez, Harry Maguire og Wesley Fofana er blevet solgt for store millionbeløb. Alt for mange af de nye spillere har ikke slået til, og det falder især tilbage på rekrutteringsteamet.
Derudover skal ledelsen i Leicester også have kritik, for økonomien hænger i laser.
LÆS OGSÅ: PL-spiller revser Manchester United: "De er så langt bagud med alting"
Der er blevet brugt rigtig mange hundrede millioner kroner på et nyt og topmoderne træningsanlæg, og det har store konsekvenser for klubben i øjeblikket, da man har været nødt til at optage flere lån hos den australske bank Macquarie.
I sommer stod klubben så ringe økonomisk, at Brendan Rodgers offentligt klagede over, at der ikke var råd til at hente nye spillere, selvom Wesley Fofana blev solgt for langt over 500 millioner kroner.
Erstatningen blev den ukendte belgier Wout Faes, som mest af alt huskes for sine to selvmål mod Liverpool, og det opsummerer meget godt, hvordan det er gået den forkerte vej for Leicester i de seneste år.
For klubben er gået fra top fire-udfordrer til nedrykningskandidat, og det ligner en klub i forfald.