Messi overhaler Ronaldo - nu mangler han kun ægget
Opdatering: Lionel Messi har passeret de 56 millioner likes og har nu det mest likede opslag på Instagram.
En drøm gik i opfyldelse for Lionel Messi, da han i går aftes kunne løfte VM-trofæet.
Ved fejringerne blev der taget ikoniske billeder af argentineren, og nogle af dem er blevet delt på Lionel Messis Instagram-profil, hvor han har skrevet:
– VERDENSMESTRE! Så mange gange har jeg drømt om det. Så meget ønskede jeg det. Jeg kan ikke tro det. Tusind tak til min familie. Tak til alle, der støtter mig og til alle dem, der troede på os. Vi beviser endnu engang, at argentinere – når vi kæmper sammen og forenet – er vi i stand til at opnå det, lyder det bl.a. fra Messi i opslaget.
Og dette opslag høster virkelig likes.
I skrivende stund har det fået 42 millioner likes og overhaler dermed Cristiano Ronaldos opslag tilbage fra den 19. november, som er på 41,9 millioner likes.
Det er det famøse billede med Lionel Messi i samarbejde med Louis Vuitton, hvor de to legender spiller skak.
Lionel Messis seneste opslag er nu det næstmest likede billede på Instagram, men der er et stykke op til det mest likede opslag på Instagram: nemlig et billede af et æg.
Profilen, World Record Egg, som blot har ét billede på profilen – et billede af et æg – har 56,1 millioner likes.
Lionel Messi er godt repræsenteret på listen over de 20 mest likede opslag på Instagram, hvor han står noteret for syv af dem.
Lionel Messi slog også flere rekorder på banen til VM. I denne artikel kan du få det fulde overblik over argentinerens VM-rekorder.
Læs også: Forklaring: Derfor fik Messi en kappe over sig ved trofæoverrækkelse
Læs også: 10 VM-stjerner, der er på Premier League-klubbernes shoppingliste