Afsløring: Manchester City-ejer anklages for hvidvaskning
Manchester Citys ejer anklages for at have en afgørende rolle i at hvidvaske milliarder af kroner fra russiske oligarker.
Det skriver det norske DN Magasinet.
Ifølge det norske medie er Europa-Kommissionen i øjeblikket i gang med at tilføje De Forenede Arabiske Emirater til listen over risikobetonede tredjelande, som har til formål at bekæmpe hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.
De Forenede Arabiske Emirater er blevet tilflugtssted for russiske oligarker efter de mange sanktioner grundet Ruslands invasion af Ukraine, som bl.a. gik ud over den nu tidligere Chelsea-ejer, Roman Abramovich.
I Dubai er flere store yachter – ejet af russiske oligarker – i Dubais havn, mens privatfly nu har base i Dubais lufthavn. Roman Abramovich har bl.a. sin Dreamliner til en værdi af flere milliarder af kroner i Dubai.
Kira Marie Peter-Hansen, der er medlem af Europa-Parlamentet, fortæller til DN Magasinet, at man vil forsøge at sikre, at De Forenede Arabiske Emirater ikke bliver et fristed for de russiske oligarker, som også har investeret milliarder af kroner i dyre ejendomme i Dubai.
Mansour bin Zayed Al Nahyan – bedre kendt som Sheik Mansour – anses for at være en af de mest magtfulde personer i De Forenede Arabiske Emirater, og han beskyldes for at være afgørende for hvidvaskning af russernes penge, da han har et særligt ansvar til at pleje forholdet til russiske oligarker.
DN Magasinet beretter yderligere, at Manchester City-ejeren bød Vladimir Putin velkommen i Abu Dhabi blot få uger efter Ruslands invasion i Ukraine.
Europa-Kommissionen undersøger i øjeblikket De Forenede Arabiske Emirater, som derfor er på den 'grå liste', men kan muligvis blive 'blacklisted' inden for nærmeste fremtid.
I dag er der 25 lande på Europa-Kommissionens 'blacklist', som er de risikobetonede tredjelande.