BREAKING: Mason Greenwood er blevet løsladt
Mandag blev Mason Greenwood varetægtsfængslet, og meldingen var, at han skulle sidde bag tremmer frem til den 21. november, men nu er han kommet på fri fod.
En talsperson fra retten i Manchester og Salford har ifølge BBC bekræftet, at Mason Greenwood er blevet løsladt mod kaution.
Betingelserne for løsladelsen er, at han ikke må kontakte vidnet, mens han også skal opholde sig på en adresse i Bowdon, der en bydel i Manchester.
Siden starten af februar havde Manchester United-spilleren, der er suspenderet af klubben på ubestemt tid, været løsladt mod kaution, men lørdag blev han anholdt for at have overtrådt betingelserne.
Greenwood havde angiveligt kontaktet offeret i sagen, hvilket han nu endnu engang har fået forbud mod at gøre.
Den 21-årige englænder er sigtet for vold, kontrollerende adfærd og overfald mod sin ekskæreste.