Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
United-legende slagter Ten Hag: "Han forstår ikke mentaliteten"
Først var det Roy Keane, der var ude og udtale sig kritisk om Erik ten Hags behandling af verdensstjernen Cristiano Ronaldo.
Nu følger en anden Manchester United-legende, nemlig Paul Scholes, op, og han tager ligeledes Ronaldos parti.
Efter derbyet i weekenden mod Manchester City, fortalte den hollandske manager, at det var af respekt for Ronaldo, at han ikke lod ham komme på banen.
Det er dog ikke noget, som Scholes køber.
– Han forstår nok ikke mentaliteten hos de store spillere, hvis han sagde det. Ikke at lade ham spille, når man tænker på, hvad han har vundet i løbet af sin karriere, er fuldstændig nonsens. Han, og alle andre, der sidder på bænken, vil gerne hjælpe, når de kan se, at holdet er i vanskeligheder, siger Paul Scholes til engelske BT Sport.
Torsdag aften fik Cristiano Ronaldo dog chancen. Portugiseren stillede desuden fra start i kampen mod cypriotiske Omonia Nicosia.
Det er dog heller ikke godt nok ifølge Scholes.
Trods adskillige chancer, lykkedes det ikke portugiseren at score klubkarrierens mål nummer 700 torsdag aften.
– Det er nærmest respektløst at lade ham spille en torsdag i Europa League. Dette er en verdensstjerne, lyder det fra Scholes.
Annonce