FIFA-rapport: Så meget tjente agenterne i sidste vindue
Det skorter formentlig ikke med penge på bankkontierne rundt om hos alverdens fodboldagenter.
En ny rapport fra Det Internationale Fodboldforbund, FIFA, viser nemlig, at agenterne i det seneste transfervindue kunne indkassere knap 3,7 milliarder danske kroner.
Det svarer til 10 procent af den samlede transfersum, som der blev handlet for denne sommer.
Artiklen fortsætter under videoen.
Rapporten beretter også om en procentuel stigning i den del af kagen, der tilfalder agenterne. Den er i løbet af de seneste 10 år vokset fra 6,1 procent til 9,9 procent.
Der blev ligeledes foretaget et rekordhøjt antal af transfers i det forgangne vindue, fremgår det af rapporten.
Den samlede transfersum steg med 29,7 procent i forhold til sidste sommer. I alt blev der handlet for 37 milliarder danske kroner – heraf stod Premier League for næsten halvdelen med 16 milliarder kroner.
Manchester Uniteds Antony blev desuden den dyreste spiller på Deadline Day, da han blev handlet for omkring 795 millioner kroner.
Mens transfervinduet i England lukkede 1. september, så lukkede nogle først en uge senere, herunder det tyrkiske, der lukkede pr. dags dato.