Anholdt for mistanke om voldtægt: Nu er United-stjerne fjernet fra FIFA 22
Mason Greenwoods ekskæreste lagde søndag billeder, videoer og lydfiler ud af, hvad der skulle forestille sig at være forsøg på voldtægt og grov vold fra Mason Greenwood.
Siden da er United-stjernen blevet anholdt og efterfølgende suspenderet af klubben på ubestemt tid.
Hans samarbejde med Nike er også røget i vasken, ligesom flere af United-spilleren ikke længere følger Greenwood på det sociale medie Instagram.
Og nu er der kommet endnu mere grus i maskineriet for den unge offensivspillers omdømme.
Pr. dags dato er Mason Greenwood nemlig blevet fjernet fra det populære fodboldspil FIFA 22.
Det skriver flere medier, heriblandt The Athletic.
Electronic Arts, der producerer spillet, har endnu ikke taget stilling til, om Greenwood indlemmes i spillet igen, skulle han blive løsladt.
Sports Interactive, der står bag Football Manager, har dog forklaret, at Greenwood fortsat vil være at finde i det spil.