Utilfreds Schmeichel: Har spillet 25 landskampe for lidt
Når de danske landsholdsspillere lørdag aften går på banen i Chisinau mod Moldova, spiller Kasper Schmeichel sin landskamp nummer 75.
Men selvom det er et flot jubilæum, er den danske Leicester-keeper ikke tilfreds med antallet af landskampe.
– Jeg føler stadig, at det måske lige er 25 for lidt, men det er sådan, det er. Det giver altid blod på tanden for mere, fortæller Schmeichel til bold.dk.
Den nu 34-årige målmand følte, at han havde gjort sig fortjent til at få sin debut noget tid, inden det endelig skete i en kamp mod Makedonien tilbage i 2013.
Siden dengang har han været det klare førstevalg på det danske landshold, mens han også har spillet fast for sit klubhold.
Schmeichel, der fylder 35 i november, har to år tilbage af sin kontrakt med Leicester.