Hjulmand kan ikke længere se bort fra Premier League-dansker
Philip Billing har spillet mere end 100 kampe i Premier League, men han har kun fået tre optrædener på det danske landshold, hvor skiftende landstrænere ikke har set det store lys i den høje midtbanespiller.
Nu er der imidlertid ingen vej uden om Bournemouth-spilleren for Kasper Hjulmand, der ikke fandt plads til Billing den seneste gang, landstræneren udtog sit landshold. Det var til VM i Qatar.
Mål i de seneste to Premier League-kampe og senest rollen som matchvinder mod Liverpool har vist, at Billing både er i form og har evnerne til at være med på landsholdet.
LÆS OGSÅ: Skifter til sommer: Stor Benfica-profil på vej til Premier League?
Han har hos Bournemouth spillet enten en offensiv 8’er rolle eller som 10’er, og begge de positioner vil han også kunne komme i spil til på landsholdet, hvor Christian Eriksen som bekendt er ude med en skade.
Sammen med Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Mathias Jensen og Christian Nørgaard må Philip Billing være at finde på det danske landshold, som Kasper Hjulmand skal udtage i løbet af de kommende dage.
Billing er så god, at Hjulmand ikke længere kan se bort fra ham.
