Kvinde sparkede politibetjent i hovedet til Viborg - West Ham
PLBOLD.DK I VIBORG
Der var gennemgående en rigtig god stemning i Viborg, da West Ham torsdag aften var på besøg i den jyske by for at spille sig i Conference League-gruppespillet.
Men alligevel var der også episoder, hvor politiet måtte gribe ind.
Til Viborg Folkeblad fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen, at man var nødt til at anholde syv personer i forbindelse med kampen på Energi Viborg Arena.
En af dem var en 29-årig kvinde, der blev voldelig over for en politibetjent inde på stadion.
– Hun slår betjentens arme væk, og så tildeler hun ham et spark på hagen, siger Anders Olesen.
Der er ingen oplysninger om, hvorvidt kvinden har tilhørsforhold til Viborg eller West Ham. Men hun kan dog nu se frem til en bøde, mens hun også kan komme en tur i fængsel.
Betjenten er ifølge avisen ikke kommet alvorligt til skade.