Regeringen vil forbyde spilreklamer i forbindelse med sportskampe
Snart skal det være slut med at se reklamer for diverse spilfirmaer, når du ser Premier League-fodbold.
Det er i hvert fald det forslag, som den danske regering har fremsat.
Overfor Jyllands-Posten fortæller skatteminister Jeppe Bruus, at Socialdemokratiet vil arbejde for at forbyde reklamer for spil 15 minutter før og efter sportskampe i fjernsynet.
– Det vigtigste er, at vi får stoppet sammenblandingen mellem spilreklamer og sport i fjernsynet. En fodboldkamp er indhyllet i reklamer før, under og efter. Det skal forbydes, siger skatteministeren til avisen.
Tidligere i år er det kommet frem, at lige under 480.000 danskere havde problemer med pengespil, og det er fordobling af antal siden 2016.
Men nu vil Socialdemokratiet altså forsøge at sætte en stopper for reklamer fra Bet365, Unibet, Danske Spil og de øvrige spilfirmaer, der fylder meget i forbindelse med sportskampe.
Folketingets partier er indkaldt til et indledende møde den 7. september for at diskutere forslaget.