Ny jagt: Manchester United har budt på Newcastle-spiller
Efter Dean Hendersons lejeskifte til Nottingham Forest har Erik ten Hag været på jagt efter en ny målmand, som skal konkurrere med David De Gea.
I den forbindelse er adskillige navne blevet rygtet til Old Trafford.
Nu melder Sky Sports og The Athletic, at Manchester United forsøger at hente Martin Dubravka fra Newcastle.
Ifølge de engelske medier har De Røde Djævle afgivet bud på den slovakiske målmand, og de ønsker at hente ham på en lejeaftale, da Dean Henderson står til at vende tilbage efter sæsonen er færdigspillet.
Martin Dubravka er blevet reservemålmand hos Newcastle, da Nick Pope er blevet hentet ind og sat sig på målmandsposten som førstevalg under Eddie Howe.
Sky Sports erfarer, at Martin Dubravka er åben for et skifte til Old Trafford.