Dansk klub scorer kassen på PL-transfer: "En rigtig god dag"
– Det er en rigtig god dag for vores klub, hver gang en spiller ender i Premier League. Især selvfølgelig når det er en spiller, vi selv har bragt op igennem vores ungdomsafdeling.
Sådan lyder meldingen fra sportschef i FC Midtjylland, Svend Graversen, i et interview med Herning Folkeblad.
Transferen, som Graversen jubler over, fandt sted i løbet af ugen, da Rasmus Nissen Kristensen skiftede fra Red Bull Salzburg til Premier League-klubben Leeds.
Foruden glæden på de personlige vegne, kan FC Midtjylland også glæde sig over transferen på et mere sportslig plan.
Ulvene står nemlig til at modtage et endnu ikke-fastlagt beløb i form af solidaritetspenge, som klubben modtager, fordi Nissen Kristensen mellem sin 12. og 16. fødselsdag spillede i klubben.
Flere medier har skrevet om en overgangssum på 10 millioner pund, hvilket svarer til knap 100 millioner kroner.