AC om fremtid: "Håber snart der sker noget"
Andreas Christensens kontrakt med Chelsea udløber efter denne sæson, og han forlænger ikke med The Blues.
I længere tid har det været meldt, at han skifter til Barcelona på en fri transfer, men indtil videre er der ikke kommet nogen bekræftelse.
Til dagens pressemøde blev den danske forsvarsspiller spurgt ind til situationen, og han lagde heller ikke skjul på, at han snart håber på at kunne fortælle mere.
– Jeg kommer ikke til at gøre jer klogere. Jeg glæder mig til, at jeg kan. Men nej, det var ikke den slutning på sæsonen, som jeg havde håbet på. Lad os sige det sådan, men jeg håber snart, at der kommer noget ud omkring min fremtid, siger Andreas Christensen ifølge BT.
– Ikke at det går mig på, for jeg tager det dag for dag, men det ville da være rart med noget afklaring, lyder det fra Andreas Christensen.