Solskjær savner scoringer fra angriberne
19 mål har Manchester United fået fra klubbens fire angribere denne sæson i Premier League. Og det er for lidt, hvis man spørger Ole Gunnar Solskjær.
Den norske Manchester United-manager er ikke tilfreds med, at Marcus Rashford, Edinson Cavani, Mason Greenwood og Anthony Martial kun har scoret to mål mere til sammen, end hvad Mohamed Salah har scoret alene.
– Vi er det hold, der har scoret flest mål i ligaen, og du har ret i, at vores angribere ikke har scoret så ofte, som vi gerne ville have.
– Men for mig er det meget positivt. Vi er nu inde i den sidste del af sæsonen. Hvis vi kan få dem til at score igen, vil det give os endnu en fordel i kampene, siger Solskjær ifølge The Guardian.
Derimod kan Solskjær glæde sig over, at Bruno Fernandes har bidraget med 14 scoringer i ligaen.