Ferdinand forklarer: Derfor er jeg ked af det på Mourinhos vegne
José Mourinho har et erklæret mål om at bringe titler tilbage til Tottenham, men onsdag aften glippede en af sæsonens muligheder for at vinde sølvtøj, da Tottenham måtte se sig elimineret fra FA Cuppen af Everton i ekstra tid.
Atypisk Mourinho spillede Tottenham faktisk en flot offensiv kamp og scorede fire mål, men det vinder man ikke fodboldkampe på, når man lader modstanderholdet score fem. Og det var særligt de individuelle fejl fra profiler som Hugo Lloris og Pierre-Emile Højbjerg, som kostede The Lilywhites dyrt.
Derfor kan Rio Ferdinand heller ikke helt lade være med at have sympati for Mourinho.
– Jeg bliver nødt til at sige, at jeg faktisk er lidt ked af det på Mourinhos vegne. I de seneste uger har han flere gange ændret måden, de er gået ind til kampe på. West Brom-kampen var anderledes, fordi Harry Kane manglede, men mod Everton spillede de åbent og ekspansivt, sagde Ferdinand til BT Sport efter nederlaget.
– Men dét, der sker hver gang, er, at de får det hele ødelagt for dem selv af individuelle øjeblikke og individuelle fejl. Som træner kan du forberede dig selv og dine spillere nok så meget på en kamp, men de individuelle fejl kan du ikke forebygge, og det må være ved at tage livet af ham.
Chancen for at vinde Premier League ser forsvindende lille ud for Tottenham og Mourinho, men klubben er som bekendt i Carabao Cup-finalen, hvor Manchester City venter til april.