Liverpool-legende hylder Solskjær: Alle troede han var færdig
De fleste Liverpool-fans får nok et smil på læben, når de hører navnet John Arne Riise i samme sætning som Manchester United. Det var nemlig netop mod ærkerivalerne, at den tidligere venstreback sendte sin berømte kanonkugle af et frispark i nettet via Fabien Barthez' overligger.
Men inden dagens brag på Anfield er nordmanden mere fokuseret på The Red Devils og i særdeleshed deres manager, Ole Gunnar Solskjær. Riise indrømmer nemlig, at han ikke havde levnet landsmanden mange chancer for succes tidligere på sæsonen.
– Alle troede, at han var færdig. Og jeg var nok en af dem, hvis jeg skal være ærlig!, udtaler han ifølge Goal.
– Da de tabte 1-6 til Spurs i oktober, tænkte jeg, at han nok ikke ville være der meget længere. Men her er de nu, i toppen af ligaen. Man må give dem og ham kredit for det.
– Ole er en fyr, der tror 100 % på sig selv. Han bliver ikke påvirket af alt det omkring ham. Han fokuserer bare på det han laver, på at arbejde hårdt, og det er gået godt for ham indtil videre, vurderer Riise.
Liverpool-Manchester United har kickoff kl. 17.30 i dag.