Farcen fortsætter: "Leeds-spiller" skifter på fri transfer - klubben skylder måske €21 mio.
I dag er en lille sejr for 23-årige Jean-Kevin Augustin, der er blevet præsenteret som ny Nantes-spiller på en fri transfer. Spørgsmålet er så, om det bliver Leeds eller RB Leipzig, som ender med at stå som den helt store taber efter skiftet.
Den franske forrward har nemlig været omdrejningspunktet for en kostbar strid for de to klubber. Forud for sidste sæson udlejede Leipzig nemlig Augustin til Leeds, og den tyske klub påstår i dag, at The Whites forpligtede sig til at signe Augustin permanent for €21 millioner, hvis klubben rykkede op.
Klubben rykkede op, men Leeds United mener ikke, at de nogensinde har skrevet under på, at det ville føre til et permanent køb af Augustin.
Det er en skodsituation for begge klubber, men udmærket for Augustin. Han havde kontrakt med Leipzig frem til 2022, men da tyskerne ikke mener, han er deres spiller længere, fordi Leeds burde have købt ham, har de altså ladet angriberen skifte til Nantes på en fri transfer.
Imens understreger Leipzig endnu engang, at klubben inddrager FIFA i forsøget på at få medhold i, at Leeds skylder dem €21 millioner.