Først var det Lindelöf: United frygter at endnu en stjerne "slider ned"
Næsten siden sin debut har der hvilet et ekstremt stort pres på Bruno Fernandes' skuldre, men hidtil må man også sige, at portugiseren har leveret varen. Men i Manchester United-lejren er man begyndt at være nervøse for, om det varer ved.
Det portugisiske medie O Jogo skriver i dagens avis, at The Red Devils er bekymrede for, om midtbanekatalysatoren er begyndt at være slidt både mentalt og fysisk efter en særdeles hård start på karrieren for klubben.
O Jogo forklarer yderligere, at det skulle være årsagen til, at man hentede spillere som Edinson Cavani og Alex Telles. Spillere, som forhåbentligt kan tage en del af presset af Fernandes' skuldre.
Fernandes skulle dog ikke være den eneste profil, som efterhånden er mærket af sidste sæson og den korte overgang til denne. Hele Manchester United-holdet har virket metaltrætte, hvilket også ses på resultaterne, men for få uger siden kom der også forlydender om, at man frygtede for, at Victor Lindelöf var ved at være udbrændt rent fysisk.