Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

HERE WE GO: Historien om Fabrizio Romano

Af Jeppe Augustsen
16.08.2023 Kl. 13:15
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Er man en trofast følger her på siden, ved man formentlig godt, hvem Fabrizio Romano er.

Fabrizio Romano har gennem de seneste år opbygget sit eget transferimperium, som har gjort ham til en af de mest troværdige fodboldjournalister, når det kommer til transfers.

Men hvem er denne italienske fyr på blot 30 år, der har millioner af følgere og skabt et brand i fodboldverden, man ikke har set før.

I denne artikel har vi rettet fokus mod Fabrizio Romano.

Milano blev altafgørende

Den 21. februar 1993 blev Fabrizio født i Napoli, og det er derfor ikke svært at forestille, hvorfor han blev interesseret i fodbold. I Napoli er man – ligesom mange italienske byer – helt vilde med fodbold, men selv i Italien mener man, at Napoli har et ekstra niveau, når det gælder euroforien for fodbold.

Det blev ikke til en fodboldkarriere, og i stedet begyndte han at skrive om italiensk fodbold. I en alder af 16 år gik han til tasterne og begyndte at skrive om Serie A, når han var færdig med at være i skole. 

 

To år senere var han stadig overbevist om, at han skulle være sportsjournalist, og den drøm gik han all in på som 18-årig.

Han flyttede til Milano, og det var der en særlig grund til. Hvis han ville skabe sig et netværk, var han nødsaget til at tage turen til Milano. Det er – ifølge Fabrizio – mekkaet for sportsdirektører og agenter, hvor de enten bor eller tit er på besøg.

– Det er byen for transfers, har han udtalt til Optus.

Fabrizio har også fortalt, at han har brugt utallige timer foran luksuriøse hoteller og caféer, hvor han har ventet på direktører osv. for at skabe et bånd til dem – og det har altså båret frugt.

Ét opkald ændrede alt

Efter at være flyttet til Milano begyndte han at arbejde for det italienske fodboldmedie, Tuttomercatoweb, som også er et af de større fodboldsites i Italien.

Seks måneder gik, og så skete der noget. Ét opkald, der var startskuddet til en kometkarriere i journalistikkens verden.

Telefonen ringede, og Fabrizio tog den. Det var en agent, som havde tætte relationer til Barcelona – og han havde brug for hjælp. 

Agenten ville snakke om Gerard Deulofeu og Mauro Icardi, som dengang var en del af Barcelonas ungdomsakademi, La Masia.

– Han fortalte mig: "Hvis du kan hjælpe mig – jeg ved, du er en ung journalist – med at lave en artikel om de to spillere, jeg snakker om, så hjælper jeg også dig", har Fabrizio udtalt til SportBible.

– Det var Gerard Deulofeu og Mauro Icardi. Jeg opbyggede et tæt bånd med ham, og det hjalp mig, fordi jeg havde nyheden, da Icardi skiftede til Sampdoria i Italien, og dernæst Inter. Icardis skifte var den første store nyhed for mit vedkommende. 

Fabrizio fik fortalt af agenten, at Mauri Icardi havde lavet en aftale med Inter, som han kunne lave noget på, og med den eksklusive nyhed fik Fabrizio endnu mere blod på tanden.

– Det var sådan det startede, og jeg elskede med det samme rollen som journalist. Transfermarkedet er en jungle, hvor man hver dag forventer det uforventede, og det kan jeg godt lide. 

Under vingerne hos Di Marzio

Efterfølgende gik Fabrizio et skridt op af journaliststigen ved at arbejde for Sky Italia, og her kom han under vingerne hos Gianluca Di Marzio – en anden anerkendt italiensk journalist, som i mange år også har specialiseret sig i transfernyheder.

Med arbejdet for Sky Italia fik han nogle helt nye muligheder, hvad angår at opbygge sit netværk.

Det var nemlig Gianluca Di Marzio, der var med til at introducere ham for mange agenter og direktører, mens han også sørgede for at skrive diverse nyheder på Di Marzios hjemmeside.

Men det vil dog stadig kræve hårdt arbejde at få en fod ind i den helt hårde kerne, og hvis der er noget, der kendetegner Romano, er det netop hårdt arbejde.

Powerbanks og ingen søvn

Hvis der ikke har været lyd fra Fabrizios sociale medier i en times tid, vil folk tro, at der er sket noget med ham. Så aktiv er han. Han laver utallige opdateringer i løbet af en dag, men for at kunne fungere skal man have noget søvn.

Det får han også, men ikke de anbefalede 7-8 timer, når transfervinduet er åbent. Langt fra endda. Og når han er så vågen, er han ved telefonen for at få informationer og dele dem på sine platforme.

Den 5. juli 2023 delte han, hvor meget tid han havde brugt på sin telefon den dag, som lød på næsten 18 timer ud af døgnets 24 timer. Fem timers søvn blev det, og dernæst stod den på arbejde.

Ved at være på farten hele tiden og med telefonen som det vigtigste redskabs i sit arbejde er powerbanks nødvendige, så han ikke går glip af nogle nyheder, fordi telefonen er gået tør for strøm.

– Under transfervinduet sover jeg aldrig før klokken 05. Jeg sover nok fra 5 om natten til 9 om morgenen, siger han til UMM.

– Hvis du vil være sportsjournalist og arbejde med transfers, så kan man ikke slappe af. Det er min holdning.

Ærlighed og integritet

Det er de to vigtigste elementer for Romano og som har været afgørende for hans succes. 

Det hårde arbejde gælder især at møde nye mennesker inden for fodboldverden og dernæst opbygge et tillidsbånd til dem.

– Hver dag har man en ny kontakt, og man møder nye mennesker i branchen. Ved at besøge restauranter og cafeer i Italien kan man møde disse folk. Hvis man giver dem respekt, vil de også respektere dig. 

– Jeg har nogle, som jeg stoler 100 procent på, fordi jeg har kendt dem i mange år, og de ved, at jeg aldrig vil skabe et problem for dem. En anden journalist kan komme med nyheden først, og så mister jeg den, men jeg vil være respektfuld for mine venner. 

Fabrizios 'partner in crime'

I løbet af de seneste år har han arbejdet sammen med Francesco Porzio, som har været en stor hjælpe for Fabrizio.

Udover at hjælpe ham med at indsamle informationer om transfernyhederne er Francesco også vært på podcasten 'Here We Go', som har eksisteret i et par år.

Derudover er han også behjælpelig på det redaktionelle, når han skal have postet diverse nyheder på alle platforme. 

Hvor stammer 'Here We Go' fra?

Det er de tre famøse ord, som Fabrizio er blevet særligt kendt for, men det er ikke noget, han har planlagt. 

– Jeg kan faktisk ikke huske, hvor det helt præcis stammer fra, men jeg kan huske, at jeg snakkede om Manchester United. 

– Der var mange opdateringer omkring den samme transfer, og jeg tweetede hver dag om det, og da handlen var færdig, skrev jeg: "OK. Here we go". Folk gik amok med det samme med det her 'Here we go', og næste dag skrev folk omkring nogle andre transfers, at de ville have en 'Here we go'. Det var mine fans, der gav mig det brand. 

Et af de opslag, som har fået mest engagement, er 'Here We Go'-opslaget omkring Cristiano Ronaldos skifte til Manchester United. Over en halv millioner likes på Twitter og 1,7 millioner på Instagram blev det til:

Det var en nyhed, som især skabte stor glæde hos Manchester United-fansene på daværende tidspunkt. 

Det var nemlig en stor transfersaga, da portugiseren var millimeter fra et skifte til Manchester City timer før sit skifte til Old Trafford, og det var altså en transfernyhed, hvor Fabrizio Romano havde travlt på telefonen.

– Om morgenen var Ronaldo til Manchester City 90 procent færdig, og om eftermiddagen var det Manchester United. Fansene jublede som om, de havde vundet Champions League. Det er den reaktion, som er vigtig for os journalister – at nyde det vi gør, siger han til Optus Sport.

Et meget værdifuldt brand

Millioner af personer følger ham på diverse platforme. I skrivende stund har han over 50 millioner følgere på kryds og tværs af Twitter, Facebook, Instagram og Youtube.

Transfernyheder er blevet et større og større fænomen i branchen, men hvorfor er det blevet så populært? Det har Fabrizio givet sit svar på:

– Messi var i Barcelona for at skrive under på en ny kontrakt med Barcelona, og 12 timer senere snakkede han med PSG. Folk elsker det, fordi det er så vanvittigt, siger han til Athletic Interest. 

– At være hurtig. At vise sig ansigt. At være troværdig. Det er den ægte revolution efter min mening. 

Det tætte forhold med en ny generation

Der er ingen tvivl om, at det er godt at have et tæt bånd til agenter og sportsdirektører, fordi det er dem, der er i transferforhandlingerne. Men det hjælper også på det, at man har et tæt bånd til spillerne – og det har han.

Adskillige fodboldstjerner har trykket på Følg-knappen på Instagram og vil altså gerne følge med på italienerens transfereventyr.

Den nye generation og sociale medier går hånd i hånd, og de fleste spillere er selv meget aktive på diverse platforme – og nogle gange kan hans opslag give 'en ny nyhed'. Flere gange har man oplevet, at en pågældende spiller har liket et opslag omkring sit eget skifte på Romanos Twitter- eller Instagram-profil, som er med til at validere journalistens troværdighed.

Og klubberne følger også med.

'Here We Go' anvendes også af flere klubber, når de annoncerer en ny signing. Det gjorde Manchester City bl.a., da de hentede Ferran Torres:

Men det er ikke det eneste. Han er endda blevet kontaktet af klubber, der har gennemført en transfer, som han har berettet om, hvor han han været med til at annoncere transferen på klubbens platforme. 

Med hans platforme kan klubberne naturligvis også se en værdi i at få ham til at være en del af setuppet. Hvorfor? Fordi han i de fleste tilfælde har et større publikum end klubben.

Det var bl.a. tilfældet for Valencia, da de hentede Marcos André. Her var det Romano, der annoncerede signingen med de tre famøse ord:

Det samme har han gjort for Augsburg og Toronto F.C.

Er et godt og stort brand lig med penge?

Det er umuligt at sige og vide, hvad han tjener i sit virke. Ligesom mange andre er lønnen ikke rapporteret nogle steder, men der er ingen tvivl om, at det hårde arbejde også har resulteret i en god skilling.

Han er freelancer, der betyder, at han selv bestemmer, hvor han arbejder – udover at styre sine egne platforme.

På nuværende tidspunkt arbejder han freelance for The Guardian (stor engelsk avis), Caughtoffside (stort fodboldmedie) og CBS Sports (amerikansk medie). 

På sine egne kanaler er der også flere indtjeningskilder. På Youtube er der reklamer på hans videoer, hvor han har haft over 150 millioner visninger gennem tiden. Derudover er der også betalende medlemmer, der giver 29 kroner om måneden for at være en del af hans Youtube-univers.

Hver dag kommer han også med et overblik på transfernyhederne gennem sit nyhedsbrev, og her er der nogle gange, hvor man kan få nyhederne før andre via et betalingsabonnement, og det koster 200 kroner om året. 

Og så er der også samarbejdsaftaler med de helt store brands, som betaler for at komme på de sociale medier. I løbet af de seneste transfervinduer har han haft et partnerskab med Heineken, når han har streamet live på transfervinduets sidste dag.


Fem interessante ting

1. Han er fan af Watford: Han blev forelsket i The Hornets tilbage i 2013, da de leverede et vildt comeback mod Liecester i play off-finalen, der sikrede dem oprykning til Premier League.

2. Han foretager over 50 opkald og skriver hundredevis af beskeder hver dag, når transfervinduet er åbent.

3. Sidste sommer (2022) breakede han Maya Yoshidas skifte til Schalke 04, hvor Romano også afslørede, at japaneren afviste Fenerbahce – noget som Yoshidas kone ikke engang vidste noget om.

4. Hvis han ikke havde været sportsjournalist, ville han være advokat, men drømmen har altid været journalist.

5. Den største 'Here We Go' han har lavet var Cristiano Ronaldos retur til Manchester United.


Det hårde arbejde resulterede også i en stor pris i 2022. Ved Globe Soccer Awards blev han året til 'Best Football Journalist'.

I 2022 blev han også kåret til at være blandt de 30 mest indflydelsesrige personer under 30 år i medieverdenen af Forbes.

 

Annonce