BREAKING: Palace-ejer køber sig ind i Brøndby IF
Brøndby IF får nye ejere.
På klubbens hjemmeside oplyser Brøndby IF, at man har indgået en aftale med Global Football Holdings, som er et amerikansk selskab, som bl.a. David Blitzer er en del af.
David Blitzer ejer også en del af Crystal Palace, da han i 2015 købte sig ind i London-klubben.
Global Football Holdings vil eje lidt over 50 procent af vestegnsklubben, mens Jan Bech Andersen vil blive den næststørste aktionær.
Sammen med Jan Bech Andersen vil Global Football Holdings tilføre cirka 223 millioner til klubben, som rettes mod investeringer i klubben, der skal understøtte strategien.
53-årige David Blitzer har i løbet af de seneste år investeret stort i sport. I fodboldbranchen har han også parter i FC Augsburg, ADO Den Hag, AD Alcorcon og Real Salt Lake, mens han også har investeret i NBA-holdet, Philadelphia 76ers, og NHL-holdet, New Jersey Devils, samt MLB-holdet, Cleveland Guardians.
David Blitzer var angiveligt også en af de interesserede købere, da Chelsea FC skulle have nye ejere, men han måtte se sig slået af Todd Boehly.
I stedet bliver det Brøndby IF, der bliver amerikanerens sjette fodboldklub til porteføljen.