Haaland afslører: Pointsystem fik mig til at vælge Manchester City
Tilbuddene var mange, og derfor måtte Erling Haaland sammen med sit bagland udvikle et pointsystem for at vælge den rette klub, da han skulle forlade Dortmund.
Nordmanden satte sig derfor ned og gav point til de forskellige klubber ud fra en række punkter, som skulle sikre, at han havnede det bedst mulige sted.
Det siger Erling Haaland og Alf Inge Haaland i Viaplay-dokumentaren ”Haaland, Valget”.
– City ramte 10/10, fordi de manglede en angriber. Her lå Real Madrid på fem eller seks, fordi de har Benzema. Bayern München scorede meget lavt på den skala, for de manglede ikke en angriber. De havde den bedste, Robert Lewandowski.
– Vi rangerede også på klubbens størrelse, fans og hvad der ellers er. Så rangerede vi også ligakvalitet, og som vi så det var Premier League den bedste, og så kom La Liga på andenpladsen.
I sidste ende havde Manchester City akkurat fået flere point end Bayern München, mens Real Madrid og PSG tog de efterfølgende placeringer i Haaland-lejrens pointsystem.
Indtil videre er Manchester City nok ret godt tilfreds med at have vundet den kamp, da Haaland er startet som lyn og torden med ti mål i seks Premier League-kampe.
Se mere fra dokumentaren i videoen øverst i artiklen.