FA vil snakke med flere spillere - mundaflæsning kan blive aktuelt
Der var drama for alle pengene, da Arsenal i søndags bragede sammen med Liverpool på Emirates Stadium.
Det endte med en 3-2-sejr til Arsenal, og undervejs i kampen måtte kampens dommer, Michael Oliver, en tur ud på sidelinjen for at snakke med både Mikel Arteta og Jürgen Klopp.
Efterfølgende oplyste FA, at der var en episode, som man ville kigge nærmere på, der angiveligt omhandlede Jordan Henderson og Gabriel Magalhães.
– Vi er opmærksomme på en episode, der fandt sted i kampen mellem Arsenal og Liverpool. Vi er i dialog med kampdommerne og vil se detaljerne igennem ved episoden, lød det fra en talsperson for FA.
The Times kan nu berette, at Michael Oliver snakkede med Jordan Henderson og Gabriel Magalhães om episoden efter kampen, og nu står alle de spillere, som var involveret i episoden, også til at blive spurgt ind til, hvad der skete.
Daily Mail melder, at Arsenal-midstopperen er rolig omkring situationen, hvor han skulle have hørt noget fra Jordan Henderson, som han ikke brød sig om.
Ifølge The Times er det meget sandsynlige at eksperter inden for mundaflæsning sættes på sagen, hvis FA beslutter sig for at lave en større undersøgelse.