Milliardhandel: NHL-klubejer tæt på køb af PL-klub
Amerikanske forretningsfolk har de seneste mange år gjort sit indtog i engelsk fodbold, og det ser ikke ud til at stoppe.
Forleden kunne vi berette en historie om, at Bournemouth var til salg, og det forlyder nu, at en overtagelse er på vej.
The Athletic kan afsløre, at det er den 77-årige amerikaner, Bill Foley, der nærmer sig et køb af Bournemouth.
Bill Foley, der ejer det amerikanske ishockey-hold, Vegas Golden Knights, er i eksklusive forhandlinger om at købe Premier League-klubben, beretter mediet.
Den nuværende ejer, Max Demin, er opsat på at sælge og vil angiveligt kræve £150 millioner for The Cherries. Det svarer til cirka 1,3 milliarder kroner.
Bill Foley er også formand for Fidelity National Financial, som er en af de største forsikringsvirksomheder i verden.