Ikke kun Núñez: Liverpool byder på endnu en spiller
Darwin Núñez ligner i den grad en spiller, der inden længe skal til Liverpool.
Ifølge den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano, kan Benfica-stjernen muligvis allerede mandag flyve til England, hvor han vil gennemgå en obligatorisk lægetjek.
Det er dog ikke den eneste transferaktivitet, Liverpool har gang i på nuværende tidspunkt.
Den engelske avis The Times skriver nemlig lørdag, at Liverpool nu har budt £4 millioner på Aberdeens Calvin Ramsay, hvor yderligere to millioner pund kan tilfalde den skotske klub gennem præstationsbetingede bonusser.
Den 18-årige højre back er tiltænkt en rolle som back-up til Trent Alexander-Arnold.
Aberdeen har dog endnu ikke truffet en afgørelse, men siges at overveje buddet grundigt.
Det blev til et mål og fem oplæg i 22 Aberdeen-kampe for Ramsays vedkommende i den forgangne sæson.