Deeney: Arsenal-profil er en langt bedre forsvarer end Robertson
Kieran Tierney minder om James Milner, og så er han en markant bedre forsvarsspiller end Andy Robertson, selvom Liverpool-backen af mange anses som ligaens – og måske verdens – bedste på sin position. Det mener Watford-angriberen Troy Deeney.
– Det kan lyde respektløst, men sådan skal det ikke forstås. Tierney minder om Milner. Han er den fuldkomne professionelle, og det hører jeg også, at Tierney er. Man kan se, hvordan Tierney er oppe at køre over at spille for Arsenal, og han arbejder dag ind og dag ud for sin mulighed, siger Deeney til Talksport.
– Forskellen på ham og Robertson er, at Tierney er en meget bedre forsvarer. Han er en naturlig forsvarer, men vi snakker om dem begge to som de bedste to venstrebacks i ligaen.
Siden sit skifte forrige sommer er Tierney blevet noget af en fanfavorit blandt Arsenal-tilhængerne, og arbejdsindsatsen og de veldrejede indlæg med venstreskøjten er da heller ikke til at tage fejl af.