Forholdet er krakket: United-profil er rasende på Solskjær og ledelsen
Sergio Romero er rasende på både Ole Gunnar Solskjær og Manchester United-ledelsen af flere forskellige årsager, skriver David Ornstein for The Athletic denne mandag.
Forholdet mellem målmanden og Solskjær skulle for alvor være krakeleret, da nordmanden valgte at starte David de Gea i FA Cup- og Europa League-semifinalerne, selvom det var Romero, der til da havde vogtet målet i turneringerne.
Sidenhen blev Romero endnu engang dunket i maven, da klubben ikke fandt det nødvendigt at meddele ham, at Dean Henderson ville vende tilbage fra sit lejeophold og overtage rollen som andenmålmand efter De Gea.
Degraderet til tredjemålmand, måske fjerdemålmand, eftersom Lee Grant er blevet foretrukket i klubbens Champions League-trup, kan man godt forstå, at Romero ønsker at forlade Old Trafford.
Men på Deadline Day valgte Manchester United at afvise et lejetilbud fra Everton, der ville betale £2 millioner samt dække hele målmandens ugentlige løn på £100.000. Til den 33-årige keepers frustration, for Romero følte angiveligt, at The Toffees var kommet med et fair bud.
Men Manchester United håber i stedet på at kunne sælge for £8 millioner, selvom Romero nu har mindre en et år tilbage på sin kontrakt. Der er stadig visse ligaer, hvis transfervinduer fortsat er åbne, så Romero kan måske endnu forlade Old Trafford, men man forstår godt spillerens vrede. Argentineren har ikke selv taget bladet fra munden, men hans kone skrev på sin Instagram-profil:
– Sergio Romero har arbejdet hårdt for sin klub. Det sidste trofæ, de vandt, var med ham på mål. Han har hjulpet klubben med at nå fire finaler/semifinaler, og han blev sat på bænken, hvorefter holdet tabte dem alle. Det er på tide, de betaler tilbage og lader ham skifte. Respekt for én gangs skyld!