West Ham-manager har ambitionen klar for næste sæson
West Ham har nok engang haft en skuffende sæson, hvor The Hammers har været indblandet i nedrykningskampen. Forud for sidste spillerunde søndag eftermiddag kan manager David Moyes dog glæde sig over, at klubben har fire point ned til stregen og derfor er sikret endnu en sæson i Premier League.
Selvom klubben for anden sæson i træk har kæmpet mod nedrykning, så har den skotske manager højere ambitioner for klubben i næste sæson. De fleste vil nok mene, at de er urealistiske, men David Moyes forklarer, at han altid har den samme ambition inden sæsonstart.
– Det kan godt virke skørt, men jeg går altid ind til en sæson med ambitionen om at vinde den. Jeg vil vinde alle kampe. Jeg kunne aldrig finde på at gå ind til en sæson med ambitionen om at slutte lige over de tre nederste. Det er klart at sæsonen kan udvikle sig i den retning, men inden første kamp har vi en ambition om at spille med i toppen, forklarer skotten til sportsmole.
David Moyes forklarer i samme moment, at han også kan stille sig tilfreds med mindre end et mesterskab. For ham er det også vigtigt at holdet udvikler sig undervejs i sæsonen.
– Jeg har tidligere sagt, at hvis du kan gå igennem en sæson, hvor du har været i konstant udvikling, så kan du også spille med i den sjove ende af tabellen. Vi har set flere hold gøre det tidligere og hvorfor skulle det ikke være tilfældet for West Ham. Ved sæsonens begyndelse skal vi tro på det og gå efter det, slutter David Moyes.